Vejledning om tidsfrister
Senest opdateret 3/7/2024
Den 1. juli 2024 er bekendtgørelse om kontaktpunkt, VE-tilladelsesprocessen og områder til fremme af VE trådt i kraft, der implementerer artikel 15e, stk. 5, 16 og 16b-16f i VEIII-direktivet (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2023/2413 af 18. oktober 2023 om ændring af direktiv (EU) 2018/2001, forordning (EU) 2018/1999 og direktiv 98/70/EF for så vidt angår fremme af energi fra vedvarende energikilder og om ophævelse af Rådets direktiv (EU) 2015/652).
Hjemmesiden, herunder tringuides for de forskellige teknologier på land og hav opdateres hurtigst muligt som følge af de nye regler.
Bekendtgørelsen bygger videre på VEII-direktivets (Europa-Parlamentets og Rådets Direktiv 2018/2001/EU af 11. december 2018 om fremme af anvendelsen af vedvarende energikilder (omarbejdning) bestemmelser om kontaktpunkt og tidsfrister, som blev gennemført i tidligere bekendtgørelse nr. 882 af 20. juni 2023 om kontaktpunkt og tidsfrister for VE-tilladelsesprocessen, hvori Energistyrelsen udpeges som kontaktpunkt, der kan vejlede om den administrative proces for vedvarende energianlæg. Der blev desuden indført en samlet tidsfrist for myndighedernes sagsbehandling under tilladelsesprocessen for elproducerende VE-anlæg.
Af nye regler, der indføres pr. 1 juli 2024 kan nævnes:
Tidsfristerne for tilladelsesprocessen omfatter nu alle VE-anlæg og ikke kun elproducerende VE-anlæg.
Tilladelse efter miljøvurderingsloven indgår nu som en del af tilladelsesprocessen og er dermed underlagt tidsfristerne herfor.
Nye frister for tilladelsesprocessen, herunder forkortede frister for TILLADELSE TIL INSTALLATION AF varmepumper og solenergiudstyr i kunstige konstruktioner og forlængelse af fristen for VE-anlæg på havet til 3 år, hvor den 2-årige frist for VE-anlæg på land i øvrigt fastholdes.
Frist for kvittering for fyldestgørende ansøgning på 45 dage.
Bestemmelser om kontaktpunktets opfølgning på overholdelse af fristerne, herunder krav om årlig indberetning for relevante godkendelsesmyndigheder af oplysninger om sagsbehandlingstider til kontaktpunktet.
Myndighedens afgræsningsudtalelse om miljøkonsekvensrapporten er bindende.
Fortolkningsbidrag til myndigheders vurdering af overholdelse af forbuddet mod forsætlig påvirkning af arter.
Undtagelse for VVM af sol på tage og repowering af solcelleanlæg af samme størrelse, der efterlever gældende afbødende foranstaltninger.
- VVM afgrænset til ændring/udvidelse ifm. netforstærkning og repowering.
VE som væsentlig samfundsinteresse.
Tidsfrister og tilladelsesprocessen
Der er én samlet tidsfrist for myndighedernes sagsbehandling i tilladelsesprocessen for VE-anlæg. Datoen for den relevante myndigheds anerkendelse af ansøgningens fuldstændighed gælder som tilladelsesprocessens startdato. Tilladelsesprocessen omfatter de sædvanlige myndighedstilladelser for etablering af VE-anlæg.
Hvilke konkrete tilladelser, der er nødvendige, afhænger af det konkrete projekts type, beliggenhed og kapacitet. Nærmere information om hvilke tilladelser, der er nødvendige for forskellige typer VE-anlæg fremgår af trinvejledningerne (pt. under opdatering).
Følgende tilladelser er omfattet af tilladelsesprocessen og tidsfristerne for myndighedernes sagsbehandling:
For anlæg på hav:
- Byggetilladelse, jf. Byggeloven (for projektets landanlæg).
- VVM-tilladelse, jf. miljøvurderingslovens §25 (for projektets landanlæg)
- Etableringstilladelse for anlæg på havet, som ligeledes erstatter tilladelse efter miljøvurderingslovens § 25, jf. VE-loven, jf. miljøvurderingsbekendtgørelsens § 10, nr. 3.
- Elproduktionstilladelse for anlæg på havet, jf. VE-loven.
- Tilladelse til repowering, væsentlige ændringer til bestående elproduktionsanlæg, jf. VE-lovens § 25
- Attest eller dispensation vedr. luftfartsafmærkning, jf. Luftfartsloven.
- Tilladelse vedr. afmærkning, jf. lov om sikkerhed til søs.
For anlæg på land:
- Byggetilladelse, jf. Byggeloven.
- Afgørelse efter miljøvurderingslovens § 21 og § 25.
- Attest eller dispensation vedr. luftfartsafmærkning, jf. Luftfartsloven.
- Etableringstilladelse og elproduktionstilladelse, jf. Elforsyningsloven.
- Tilladelse til væsentlig ændring for elproducerende anlæg på land, herunder repowering jf. Elforsyningsloven.
- Miljøgodkendelse, jf. Miljøbeskyttelsesloven.
- Tilladelse til udledning af spildevand, jf. Miljøbeskyttelsesloven.
- Godkendelse af plan for indvindingsvirksomheden, jf. Undergrundsloven.
- Boretilladelse, jf. Undergrundsloven.
- Afgørelser om skærpede og supplerende krav samt afgørelser om dispensation, jf. bekendtgørelse om miljøkrav for mellemstore fyringsanlæg.
- Afgørelser om vandindvinding jf. Vandforsyningsloven.
- Tilladelse til etablering eller ændring af et jordvarmeanlæg jf. Miljøbeskyttelsesloven.
- Tilladelse til varmeindvindingsanlæg og grundvandskøleanlæg jf. Miljøbeskyttelsesloven.
Uden for tidsfristen
Ovenstående tilladelser er en del af tilladelsesprocessen, der forstås som de relevante projektrettede administrative tilladelser til at opføre, foretage repowering af og drive VE-anlæg, herunder samplaceret lagring og aktiver nødvendige for nettilslutning med henblik på produktion af VE-elektricitet samt de aktiver, der vil være nødvendige for deres tilslutning til nettet.
Planprocessen er eksempelvis ikke omfattet af tilladelsesprocessen, da den ikke tolkes som projektrettet.
Derudover er der også en række nødvendige procedurer, som ikke er omfattet af tilladelsesprocessen, da der ikke er tale om administrative tilladelser. Eksempelvis er nettilslutning af anlægget til det kollektive elnet ikke omfattet af tilladelsesprocessen. Det skyldes, at nettilslutning er en proces mellem et net- eller transmissionsvirksomhed og en opstiller, der ikke indebærer administrative myndighedstilladelser. Desuden kan der for konkrete anlægsprojekter findes begrænsninger i f.eks. tinglyste servitutter og en såkaldt 'naboret', som følger af retspraksis.
Ud over de ovenstående typiske tilladelser, som er omfattet af tilladelsesprocessen og tidsfristen, kan der for det enkelte projekt være behov for supplerende, specifikke tilladelser og dispensationer afhængig af projektets beliggenhed eller omgivelser, bl.a. i henhold til reglerne om skovbyggelinjer, strandbeskyttelseslinjer og sø- og åbeskyttelseslinjer, reglerne om fredskovspligtige arealer samt fortidsmindelinjer og kirkebyggelinjer, museumslovgivning og andre projektspecifikke tilladelser. Disse er ikke omfattet af tilladelsesprocessen og tidsfristen.
Endelig er visse procedurer specifikt undtaget tidsfristen. Det gælder for eksempel behandling af klager mv. samt sager ved domstole eller lignende.
Tidsfristens påbegyndelse og længde
Samtidig sagsbehandling
For de fleste typer VE-anlæg er det muligt at ansøge om alle tilladelser omfattet af tilladelsesprocessen samtidigt. Eksempelvis kan en opstiller af et vindmølleanlæg på land søge om alle tilladelser omfattet af tidsfristen samtidigt (dvs. attest eller dispensation vedr. luftfartsafmærkning, etableringstilladelse, elproduktionstilladelse og byggetilladelse).
I sådanne tilfælde påbegyndes tidsfristen, når de relevante myndigheder har modtaget fyldestgørende ansøgninger.
Seriel sagsbehandling
For visse typer VE-anlæg er det ikke muligt at ansøge om alle tilladelser samtidigt, da tilladelserne er indbyrdes afhængige og fordi der kan være behov for en projektmodningsperiode mellem meddelelse af en eller flere tilladelser.
Eksempelvis kan processen for sagsbehandling af ansøgninger om etablering af havvindmølleparker forløbe serielt, således at tilladelser, der knytter sig til etablering af anlægget behandles særskilt og forskudt i tid i forhold til de tilladelser, der knytter sig til anlæggets drift, men også at f.eks. tilladelser, der skal benyttes til etablering af landanlæg, meddeles forskudt fra tilladelser til etablering af selve havvindmølleparken.
Ansøgninger i den serielle sagsbehandling for havvindmølleparker, der må forventes at skulle behandles tidligere i processen end tilladelse til selve idriftsættelsen af anlægget:
- Byggetilladelse, jf. Byggeloven (for projektets landanlæg).
- VVM-tilladelse jf. miljøvurderingslovens §25 (for projektets landanlæg)
- Etableringstilladelse for anlæg på havet, som ligeledes erstatter tilladelse efter miljøvurderingslovens § 25, jf. VE-loven, jf. miljøvurderingsbekendtgørelsens § 10, nr. 3.
- Attest eller dispensation vedr. luftfartsafmærkning, jf. Luftfartsloven.
- Tilladelse vedr. afmærkning, jf. lov om sikkerhed til søs.
Disse ansøgninger kan behandles samtidig på tværs af hhv. Energistyrelsen, Trafikstyrelsen, Søfartsstyrelsen og den eller de relevante kommune(r).
Anden del af den serielle ansøgningsproces består af:
- Elproduktionstilladelsen, jf. § 29 i VE-loven.
Denne ansøgning behandles af Energistyrelsen.
I perioden fra myndighedernes meddelelse af tilladelserne i første del af den serielle proces og indtil ansøgningerne i anden del indgives, følger en længerevarende fase, hvor opstiller bl.a. udvikler og modner de forskellige dele af projektet og igangsætter anlægsarbejder. Denne fase vil ikke tælle med i tidsfristen for myndighedernes sagsbehandling, da der er tale om procestid, der alene ligger hos og afhænger af interne processer hos opstilleren af VE-anlægget uden for myndighedens kontrol. Her vil tidsfristen blive sat i bero, og vil først påbegyndes igen, når alle ansøgninger i anden del af den serielle proces er modtaget i fyldestgørende stand.
For geotermianlæg vil tilladelserne efter undergrundsloven skulle behandles serielt, mens de øvrige tilladelser kan behandles samtidigt.
Tidsfrister
Der gælder en generel 2-årig tidsfrist for myndighedernes sagsbehandling under tilladelsesprocessen for VE-anlæg på land og generel 3-årig frist på hav. Fristerne kan forlænges med op til 6 måneder ved ekstraordinære omstændigheder.
Derudover gælder der en frist på 1 år på land og 2 år på hav for tilladelser til repowering af elproducerende VE-anlæg og nye installationer med en elkapacitet på mindre end 150 kW. Fristerne kan forlænges med op til 3 måneder ved ekstraordinære omstændigheder.
Endeligt gælder specifikke korte frister på hhv. solenergianlæg på kunstige konstruktioner og varmepumper.
Repowering
Eksisterende VE-anlæg, der allerede er meddelt tilladelse til etablering og drift, både på land og hav, er omfattet af definitionen. Det er en forudsætning, at et projekt om repowering som udgangspunkt må forventes at medføre genanvendelse af eksempelvis placering, projektkomponenter og infrastruktur i et omfang, hvor der kan siges at være tale om ændringer af et bestående VE-anlæg og ikke et nyt anlægsprojekt, eller et projekt, med så væsentlige ændringer, at det kan sidestilles med et nyt anlægsprojekt.
Projekter, der er at sidestille med nye anlægsprojekter, følger den 2-årige tidsfrist for VE-projekter på land og den 3-årige tidsfrist for VE-projekter på hav. Hvorvidt et konkret projekt falder inden for definitionen af repowering og den 1-årige frist for repowering af VE-anlæg på land eller henholdsvis den 2-årige frist for repowering af VE-anlæg på havet, eller om projektet skal sidestilles med et nyt anlægsprojekt, vil bero på en konkret vurdering fra de relevante myndigheder, der behandler ansøgninger om tilladelser til projektet.
Energistyrelsen har udstedt en bekendtgørelse for repoweringprojekter på havet, som bl.a. fastsætter minimumskrav til ansøgning, der findes her.
For repowering af bestående elproduktionsanlæg på havet har Energistyrelsen derudover udgivet en vejledning for ansøgnings- og tilladelsesprocessen. Vejledningen omfatter også vejledning i forbindelse med ansøgning om forlængelse af elproduktionstilladelsen. Vejledningen kan findes på Energistyrelsens hjemmeside.
Oplysning om tidsfristens påbegyndelsestidspunkt
Hvis en opstiller eller en relevant myndighed ønsker at få oplysninger om påbegyndelsen af en tidsfrist for et konkret projekt, kan man tage kontakt til Energistyrelsen på VEprojekter@ens.dk.